Stilhed

Sidder her en stille weekend eftermiddag i Thy og nyder stilheden omkring mig. For en gangs skyld blæser det ikke på egnen og landbrugsmaskinerne er i ro lige nu.
Min bevidsthed skærpes og jeg mærker den ”larmende”, velsignede stilhed, mærker hvordan den omfavner mig og giver mig totalt indre ro. Fik således idéen at skrive om ”stilhed” og reklamere for dens værdi for det moderne menneske i året 2012.
Det er den indre stilhed i mennesket, der interesserer mig. Vi kan ikke forlange at der skal være ydre stilhed i dagens fysiske verden, fordi alt handler om hurtig kommunikation og evig bevægelse for at tjene penge. Der er forskellige former for kommunikation alle vegne døgnet rundt og sådan skal det være i det informative og oplysende samfund.
Men, kan vi finde den indre stilhed, har vi et sikkert tilflugtssted fra den ydre verdens larm, når vi nødvendigvis indimellem har brug for dybde og refleksion.
Der er et indre sted i alle mennesker, som er uafhængigt at den ydre verdens fænomener, et sted der er i evig stilhed. Det er nok mere en tilstand inden i os, som kan findes ved hjælp af meditativt nærvær og centreret bevidsthed. Man skal bare lede længe nok efter tilstanden, så vil den opleves, og den ydre verdens summen ophører for en stund og man eksisterer i ren VÆREN.
Har man først oplevet tilstanden, kan den findes til enhver tid og sted, uanset larmen fra den ydre verden.
Jeg har fundet og oplevet tilstanden via meditation og yoga. Jeg bruger ofte at finde dette indre ”stilhedens sted”, når der er rigelig gang i den ydre verdens stressfaktorer. Midt i en travl lufthavn kan jeg søge tilstanden af indre stilhed for at finde ro i infernoet af kommunikation.
Efter en sådan ”stilhedens” pause ser og hører jeg med fornyet vitalitet og frigør mig fra ydre påvirkninger og input, som er irrelevante for mig. Alt er ok, idet jeg ikke behøver at gå med på den ydre verdens travlhed. Jeg vælger nu at forblive rolig og nærværende.
Mange mennesker søger ud i naturen, når de ønsker stilhed og alene tid. Naturen er fyldt med prana energi (ilt og ren væren uden at skulle være noget som helst). I naturen kan mennesker reflektere uden krav og måske endda opleve et nærvær af naturens iboende åndelighed. Naturens væsen kommunikerer med de menneskelige sanser uden ord, ligesom dyrene, der kommunikerer gennem billeder og følelser. Her får vores tankeverden fri et øjeblik til at finde en langsommere svingning og dermed falde til ro.
Mærk i dit fysiske liv om du oplever, at du har stilhed nok, om du har kontakt til det sted i dig, der er urørligt af den ydre verdens fænomener, dit inder ”stilhedens sted”.
Det gør ikke spor at have meget travlt i den ydre verden, hvis du bevarer kontakten til stilheden i din indre, psykologiske og spirituelle verden.
Stress med livsglæde er bedre en stress uden livsglæde!