Når hjertet kalder.
Fra d. 23. april 2011.
Hjertet er medfødt. Et faktum, der hersker bred enighed om på verdensplan, på tværs af kulturelle og religiøse skel.
Vi fødes alle med denne fantastiske biologiske pumpe, der tjener os trofast med 60 til 80 slag i minuttet og har livsvarig garanti.
Vi fødes også med hjertets energimæssige virkelighed (hjertechakra). Det hænger uløseligt sammen med hjertets fysiske virkelighed.
Så vi er ALLE (høj og lav, rig og fattig, sort og hvid) udstyret med de redskaber, der betinger realiseringen af kærlighed i vores inkarnation. Vi fødes med et hjerte, men hvis vi skal realisere kærlighed i vores liv, skal hjertet føde os. Eller sagt med andre ord; vi skal fødes ind i hjertet.
Vi oplever i øjeblikket rigtigt mange mennesker, der arbejder meget dedikeret på, at gøre hjertet til centrum i deres liv. De er under indflydelse af den kollektive energi, der forårsager en udefinerlig længsel efter "noget mere".
Denne længsel tilfredsstilles ikke af nogen udadrettet aktivitet, selv om det naturligvis først er det, de fleste prøver. (Nyt job, nyt hus, ny partner). I stedet oplever man en stærkt fokuseret indre livskraft, der er træt af at søge og nu vil være.
Vores bevidsthed rettes i øjeblikket mod væren, snarere end viden. Vi kommer også til at definere bevidsthed som væren og ikke som viden. Det er ikke nok, at vide alt om kærlighed, eller hvordan vi skal leve kærligt. Det drejer sig om at være kærlighed.
Den kollektive del af denne proces, der driver os ind i hjertet, begyndte for en del år siden, da den kollektive verdensimpuls forvandlede sig fra maskulin til feminin.
I ca. 4000 år havde den maskuline verdensimpuls inspireret os til at søge guddommelighed og kærlighed udenfor os selv. Det resulterede i en skabelsen af hyrdereligioner, hvor vi har en hyrde (præst, mester, guru, imam, rabbiner osv.), der står imellem os og Gud og som leder os til Gud.
Denne adskillelse af Guddommen og os, skabte dual bevidsthed om himmel og helvede, fortabelse og frelse og var meget sårbar overfor magtmisbrug og undertrykkelse alt efter "hyrdernes" bevidsthed, moral og motiver.
Vi havde stadig hjertet og alle dets muligheder, men Jordens kollektive religiøse bevidsthed sendte hjertet ud af os, mod en frelser, profet eller Gud, der så kunne dømme det til frelse eller fortabelse. Skulle mennesket ind i hjertet, skulle det gå mod strømmen.
I dag fører strømmen os ind i hjertet. Det betyder, at vi bæres kollektivt mod en oplevet væren i Enhed, hvad enten vi kalder denne enhed for Gud, Selvet eller noget helt tredje.
Hjertet er indgangen til denne tilstand. Det kan afstedkomme nogen frustration i begyndelsen af processen, fordi et af "symptomerne" er, at vi gradvis mister vores tilhørsforhold til åndelige vejledere, mestre osv., fordi de adskiller sig fra enheden og fremstår som selvstændige åndelige individer. De er naturligvis skabt ud af enheden, men processen inspirerer os til at være i enheden.
Derfor bærer processen os igennem sindets opfattelsen af adskilt åndelig individualitet mod hjertets væren i enhed. Det kan bevirke, at vi føler vi befinder os i et tomrum mellem ny væren og gammel oplevet viden. Vi føler os heller ikke så tiltrukket med ny viden mere. Vi gider ikke rigtigt forholde os til nye mentale input, som vi så skal til at passe ind i vores allerede akkumulerede viden. Vi er trætte af, at være enige eller uenige og være bundet af gamle holdninger.
Her tror nogle af os, at vi er på vej væk fra spiritualiteten, men i virkeligheden er vi på vej ind i Indre Frihed. Vi bevæger os fra viden mod væren. Hjertet kalder. Hvis vi har megen identitet bundet i vores viden, bliver vejen ind i hjertet besværliggjort, da denne viden "klistrer" jeget til sindet. Der er dog også håb for de boglige :-).
Vores viden forsvinder nemlig ikke. Den bliver bare sekundær i forhold til hjertet. Al vores viden om spiritualitet er skabt af sindet. Vores væren i "det der er" sker gemmen hjertet. Det er vores væren i kærlighed, der har indflydelse på verden, men vores viden kan være en værdifuld inspiration til og motivation for denne væren.
Sindets viden er dog ingen forudsætning for væren i hjertet. Man kan vide alt om hjertet, uden at være i det og man kan være tilstede i hjertet, uden at vide noget om det. Når hjertet kalder fødes vi ind i hjertet. Vi får spontane oplevelser af fred/kærlighed (bliss), der ikke har nogen ydre årsag.
Denne væren er vores bro til Selvet. Der er ikke tale om en følelse. Følelser hører til sindet, men en oplevet væren, som vi ikke tvivler på. Oplevelsen formidles intuitivt og når vi er tilstede i tilstanden, er der ikke plads til tvivl. Går vi derimod ud af tilstanden, er der masser af plads til tvivl, men vi længes hurtigt tilbage.
Når det sker, er vi i gang med at flytte vores selvopfattelse fra sindet til hjertet. Vi motiveres for aktivt at søge ind i hjertet.
En god metode er, at være centreret i hjertet hele tiden. Ikke blot når vi mediterer, men i høj grad udenfor meditation også. Det betyder ikke at livet går i stå og vi blot sidder og "hjerteonanerer" hele dagen. Nej, vi bestræber os på at være tilstede i hjertet mens vi går på arbejde, handler ind i supermarkedet osv. Hjertet skal ind i hverdagen.
Det er nemlig i hverdagen miraklet skal findes. Vi har det jo med alligevel, så hvorfor ikke være bevidst tilstede i det, i stedet for at være kastebold sindets tanker og følelser. Det kan vi godt!
Det har vi prøvet i det uendelige og sindet forsvinder ikke fordi vi flytter vores fokus fra tanken til hjertet. Vi oplever tværtimod, at sindet er et værdifuldt redskab til planlægning, refleksion osv, som vi kan gå til og fra, uden at ligge under for dets luner.
Når vi begynder dette arbejde bruger vi sindet til at minde os om, at vi skal være tilstede i hjertet. Vi prøver at huske på det. Vi koncentrerer os. Vi glemmer det osv. Efterhånden erstattes vores stræben efter hjertet af en hvilen i hjertet. Når det sker, skinner hjertets kvaliteter igennem os.
Vi er blevet født af hjertet.
Vi fødes alle med denne fantastiske biologiske pumpe, der tjener os trofast med 60 til 80 slag i minuttet og har livsvarig garanti.
Vi fødes også med hjertets energimæssige virkelighed (hjertechakra). Det hænger uløseligt sammen med hjertets fysiske virkelighed.
Så vi er ALLE (høj og lav, rig og fattig, sort og hvid) udstyret med de redskaber, der betinger realiseringen af kærlighed i vores inkarnation. Vi fødes med et hjerte, men hvis vi skal realisere kærlighed i vores liv, skal hjertet føde os. Eller sagt med andre ord; vi skal fødes ind i hjertet.
Vi oplever i øjeblikket rigtigt mange mennesker, der arbejder meget dedikeret på, at gøre hjertet til centrum i deres liv. De er under indflydelse af den kollektive energi, der forårsager en udefinerlig længsel efter "noget mere".
Denne længsel tilfredsstilles ikke af nogen udadrettet aktivitet, selv om det naturligvis først er det, de fleste prøver. (Nyt job, nyt hus, ny partner). I stedet oplever man en stærkt fokuseret indre livskraft, der er træt af at søge og nu vil være.
Vores bevidsthed rettes i øjeblikket mod væren, snarere end viden. Vi kommer også til at definere bevidsthed som væren og ikke som viden. Det er ikke nok, at vide alt om kærlighed, eller hvordan vi skal leve kærligt. Det drejer sig om at være kærlighed.
Den kollektive del af denne proces, der driver os ind i hjertet, begyndte for en del år siden, da den kollektive verdensimpuls forvandlede sig fra maskulin til feminin.
I ca. 4000 år havde den maskuline verdensimpuls inspireret os til at søge guddommelighed og kærlighed udenfor os selv. Det resulterede i en skabelsen af hyrdereligioner, hvor vi har en hyrde (præst, mester, guru, imam, rabbiner osv.), der står imellem os og Gud og som leder os til Gud.
Denne adskillelse af Guddommen og os, skabte dual bevidsthed om himmel og helvede, fortabelse og frelse og var meget sårbar overfor magtmisbrug og undertrykkelse alt efter "hyrdernes" bevidsthed, moral og motiver.
Vi havde stadig hjertet og alle dets muligheder, men Jordens kollektive religiøse bevidsthed sendte hjertet ud af os, mod en frelser, profet eller Gud, der så kunne dømme det til frelse eller fortabelse. Skulle mennesket ind i hjertet, skulle det gå mod strømmen.
I dag fører strømmen os ind i hjertet. Det betyder, at vi bæres kollektivt mod en oplevet væren i Enhed, hvad enten vi kalder denne enhed for Gud, Selvet eller noget helt tredje.
Hjertet er indgangen til denne tilstand. Det kan afstedkomme nogen frustration i begyndelsen af processen, fordi et af "symptomerne" er, at vi gradvis mister vores tilhørsforhold til åndelige vejledere, mestre osv., fordi de adskiller sig fra enheden og fremstår som selvstændige åndelige individer. De er naturligvis skabt ud af enheden, men processen inspirerer os til at være i enheden.
Derfor bærer processen os igennem sindets opfattelsen af adskilt åndelig individualitet mod hjertets væren i enhed. Det kan bevirke, at vi føler vi befinder os i et tomrum mellem ny væren og gammel oplevet viden. Vi føler os heller ikke så tiltrukket med ny viden mere. Vi gider ikke rigtigt forholde os til nye mentale input, som vi så skal til at passe ind i vores allerede akkumulerede viden. Vi er trætte af, at være enige eller uenige og være bundet af gamle holdninger.
Her tror nogle af os, at vi er på vej væk fra spiritualiteten, men i virkeligheden er vi på vej ind i Indre Frihed. Vi bevæger os fra viden mod væren. Hjertet kalder. Hvis vi har megen identitet bundet i vores viden, bliver vejen ind i hjertet besværliggjort, da denne viden "klistrer" jeget til sindet. Der er dog også håb for de boglige :-).
Vores viden forsvinder nemlig ikke. Den bliver bare sekundær i forhold til hjertet. Al vores viden om spiritualitet er skabt af sindet. Vores væren i "det der er" sker gemmen hjertet. Det er vores væren i kærlighed, der har indflydelse på verden, men vores viden kan være en værdifuld inspiration til og motivation for denne væren.
Sindets viden er dog ingen forudsætning for væren i hjertet. Man kan vide alt om hjertet, uden at være i det og man kan være tilstede i hjertet, uden at vide noget om det. Når hjertet kalder fødes vi ind i hjertet. Vi får spontane oplevelser af fred/kærlighed (bliss), der ikke har nogen ydre årsag.
Denne væren er vores bro til Selvet. Der er ikke tale om en følelse. Følelser hører til sindet, men en oplevet væren, som vi ikke tvivler på. Oplevelsen formidles intuitivt og når vi er tilstede i tilstanden, er der ikke plads til tvivl. Går vi derimod ud af tilstanden, er der masser af plads til tvivl, men vi længes hurtigt tilbage.
Når det sker, er vi i gang med at flytte vores selvopfattelse fra sindet til hjertet. Vi motiveres for aktivt at søge ind i hjertet.
En god metode er, at være centreret i hjertet hele tiden. Ikke blot når vi mediterer, men i høj grad udenfor meditation også. Det betyder ikke at livet går i stå og vi blot sidder og "hjerteonanerer" hele dagen. Nej, vi bestræber os på at være tilstede i hjertet mens vi går på arbejde, handler ind i supermarkedet osv. Hjertet skal ind i hverdagen.
Det er nemlig i hverdagen miraklet skal findes. Vi har det jo med alligevel, så hvorfor ikke være bevidst tilstede i det, i stedet for at være kastebold sindets tanker og følelser. Det kan vi godt!
Det har vi prøvet i det uendelige og sindet forsvinder ikke fordi vi flytter vores fokus fra tanken til hjertet. Vi oplever tværtimod, at sindet er et værdifuldt redskab til planlægning, refleksion osv, som vi kan gå til og fra, uden at ligge under for dets luner.
Når vi begynder dette arbejde bruger vi sindet til at minde os om, at vi skal være tilstede i hjertet. Vi prøver at huske på det. Vi koncentrerer os. Vi glemmer det osv. Efterhånden erstattes vores stræben efter hjertet af en hvilen i hjertet. Når det sker, skinner hjertets kvaliteter igennem os.
Vi er blevet født af hjertet.